Efterårsreception
Det er snart et år siden, at GRACE Public Affairs startede i et hyggeligt hjørne af Café Europa. Vi fortsætter med raske skridt ind i vores andet år med en fast hånd på rattet og yderligere styrkelse af holdet på Amagertorv.
Derfor inviterer vi hermed kunder, forretningsforbindelser, netværk og venner til en kombineret efterårsreception og etårs fødselsdag i vores lokaler på Amagertorv 1, 3. sal, fredag d. 4. november kl. 15 – 18.
Vi byder på en lille vinbar fra bar’vin, levende musik og en snak om politik og public affairs. Alle er velkomne.
Nye folk på holdet
Her er de nye ansigter og ændringer det seneste kvartal har budt på.
Henriette Kinnunen som Tax and Public Affairs Director
I sommer startede Henriette som Tax and Public Affairs Director. Henriette kommer fra en stilling som chefjurist i Tænketanken CEPOS, hvor hendes fokus har været at forbedre retssikkerheden indenfor skatteområdet samt at lette de administrative byrder for erhvervslivet.
Med baggrund som skattejurist, presserådgiver og projektleder i SKAT samt videnjurist hos advokatfirmaet Bech-Bruun har Henriette bred erfaring med analyse, kommunikation og public affairs indenfor alle dele af skatteområdet. Derudover bidrager hun med særlig specialviden i forhold til familie- og fondsejede virksomheder, som hun har udgivet flere artikler og analyser om. Henriette er cand.jur.
Teis Volstrup bliver Public Affairs Konsulent
Teis tog i midten af september springet fra at være juniorkonsulent til at være Public Affairs Konsulent hos GRACE. Teis har netop afsluttet sin kandidat i Statskundskab med speciale i Organisation og Ledelse fra Københavns Universitet. I mange år har Teis bevæget sig på den politiske scene, sidder i dag på en række forskellige bestyrelsesposter og er medlem af SFs landsledelse.
I bagagen har Teis desuden en tillægsuddannelse i journalistik fra Danmarks Medie- og journalisthøjskole med fokus på journalistik inden for det politiske område.
Alex Vanopslagh ny juniorkonsulent
I august startede Alex Vanopslagh som ny juniorkonsulent hos GRACE. Alex kommer fra en stilling hos Landbrug & Fødevarer, hvor han har arbejdet med public affairs og før det, fra en stilling som projektleder hos Liberal Alliance med ansvar for internationalt projektarbejde.
Alex er tidligere landsformand for Liberal Alliances Ungdom gennem 2 år og sidder i dag i Liberal Alliances hovedbestyrelse foruden at være partiets spidskandidat til borgerrepræsentationen i København. Alex har en bachelor i statskundskab fra Syddansk Universitet og er ved at færdiggøre sit speciale på Københavns Universitet.
Sonja Marie Jensen ny juniorkonsulent
Sonja Marie Jensen starter som juniorkonsulent 24. oktober 2016. Sonja kommer fra en stilling i China Experience som projektassistent.
Til dagligt læser hun Asian Studies Programme med kinesisk på Copenhagen Business School, og sidder i byrådet i Nyborg kommune for Socialdemokratiet. Derudover har hun været med på første række i flere kampagner for andre socialdemokrater landet over til både kommunalvalg, folketingsvalg og til Europaparlamentsvalg. Sonja har boet og arbejdet i Kina, og har læst på den internationale sommerskole, på Renmin University i Beijing.
Maria Rask Hetoft Poulsen er Public Affairs Consultant Intern i dette efterår
Maria Rask Hetoft Poulsen startede som Public Affairs Consultant Intern hos GRACE Public Affairs d. 1. september og er en del af vores team i dette efterår. Maria kommer fra en delt stilling som studentermedhjælper i arbejdsgiver- og brancheorganisationen TEKNIQ og interesseorganisationen Energiforum Danmark. Her har Maria særligt beskæftiget sig med energipolitisk interessevaretagelse og kommunikation.
Maria har en bachelor fra Roskilde Universitet i Virksomhedsstudier og Kommunikation, og læser nu en kandidat på Copenhagen Business School i Politisk Kommunikation og Ledelse.