GRACE ansætter Stine Monrad Wæsel som ny administrerende direktør pr. 1. februar. Dermed styrkes ledelsen i GRACE med en erfaren kommerciel og innovativ profil.
Stine kommer fra en stilling som kommerciel direktør i Mediehuset Ingeniøren og har desuden en lang karriere indenfor virksomhedsledelse, forretningsudvikling, M&A, turn around af virksomheder og strategi fra blandt andet Berlingske Media og TDC.
Med sig bringer Stine et stærkt udviklingsperspektiv og et kommercielt mindset, som vil udvikle både GRACE og komme bureauets kunder til gode.
Stine erstatter Sune Wæsel som øverst ansvarlig for GRACE Public Affairs A/S og vil især have fokus på husets strategiske udvikling, mens Sune og Nikolaj Bøgh fortsat vil tegne GRACE’s faglige profil.
Med direktørskiftet får Sune mulighed for at fokusere på kunder, netværk og faglig udvikling af GRACE. Han erstatter Stine som formand for bestyrelsen for GRACE Public Affairs A/S og vil også fremover, sammen med partner Nikolaj Bøgh, være en del af virksomhedens ledelse.
For Stine betyder skiftet ikke et farvel til Mediehuset Ingeniøren, idet hun fortsat også vil være at finde i mediehuset som markedschef.
Stine er uddannet cand.merc.fir (Cand.merc i finansiering og regnskab) fra CBS.
GRACE har siden sin start november 2015 oplevet stor fremgang og tæller i dag 12 medarbejdere. Bureauet har til huse på Amagertorv i hjertet af København og arbejder i dag sammen med virksomheder indenfor flere brancher – blandt andet fødevarer, IT, transport, bygge og anlæg samt den finansielle sektor.
Dertil har GRACE et særligt fokus på at hjælpe virksomheder med at navigere i de politiske udfordringer og muligheder, der opstår som følge af de store strukturelle forandringer, vores samfund undergår i disse år. Det, der samlet set ofte betegnes som ”den fjerde industrielle revolution”.
GRACE Public Affairs A/S omsatte i første regnskabsår for over otte millioner kr. og leverede et tilfredsstillende overskud.